Synopsis
Med anden bog i triologien om Hialmar kaster forfatteren, Susanne Clod Pedersen, sig ud i en bog om krigens gru i 1400-tallet.
Med anden bog i triologien om Hialmar kaster forfatteren, Susanne Clod Pedersen, sig ud i en bog om krigens gru i 1400-tallet.
"Selvom han stod så tæt på, måtte Erland råbe, men da Hialmar åbnede munden for at svare, blev luften sønderflænget af et pludseligt øredøvende brag, der blev efterfulgt af et mangestrubet vræl. Ved Kristi kors! Han snurrede om efter lyden, som kom fra den venstre kanon vold, og måtte stønne ved synet. En af de store kanoner var sprængt i stykker og stumper, og gloende forvredet bronze og splintret træ lå spredt mellem ituflåede kroppe og skrigende sårede."
I denne bog drager Hialmar sammen med sit følge afsted sammen med kong Henry den femte's hær for at bekrige Frankrig. Handlingen i bogen bygges raskt op og der kommer tempo på. Hurtigt står man næsten selv i kampens hede. Så, midt i historien, kommer der en lidt mere rolig periode, en periode som faktisk til tider føles lidt for rolig og lidt for lang. Men alligevel er der noget godt ved den, den hjælper nemlig til med at gøre slutningen det endnu mere intens. For en slutning er der, og glæd dig til den!
Tiden er 1415 og med sin sprogbrug formår forfatteret fra start af at sende læsere direkte tilbage i tiden, men selvom at der var ord der var mig ukendt, så formåede det ikke at genere læseriet. Kærligheden er også til stede i historien, og det føles flere steder forkert på en eller anden måde, men igen er dette ikke noget der formår at ødelægge den samlede oplevelse.
Første bog af Triologien har endnu ikke været i mine hænder, så selvom at de første kapitler af denne anden bog har en del referencer til den første, så kan den sagtes stå for sig selv.
Efter at have læst denne anden Bog, så skal jeg helt sikkert have fingrene i den tredje og sidste.
Af Kim Andersen
