MIDDELALDERENS DRAGTER TIL RIDDERE OG JOMFRUER, BØNDER OG ANDET GODTFOLK I SKOLEN.

ANNI JUUL OG METTE JØRGENSEN

De følgende sider indeholder middelalderdragter. Vælg mellem ideerne, fra de helt enkle hovedklædninger, over våbenskjorter og overkjoler til det mere omfattende, hvor det kan blive til hele dragter.

TID OG STAND

Middelalderen strækker sig over 500 år fra ca. 1066 ug frem til renæssancen. Moden udvikledes og forandredes meget i den periode, og der var stor forskel på dragter og materialer alt efter, hvilken stand man tilhørte. Vi har udvalgt enkle og effektfulde dragter til både piger og drenge, adel og bonde, og opfordrer eleverne til selv at bruge fantasien og digte videre. For en systematisk gennemgang af perioden og baggrundsviden henviser vi til litteraturlisten og "Håndarbejde i skolen". Nr. 1,1999.

MØNSTRE OG STØRRELSER

Alle mønstre er forenklet og tilpasset, så dragterne er mulige at fremstille med elever på mellemtrinnet. Mønstrene er rummelige og har ingen særlig pasform, hvilket betyder at de kan passe mange. Udgangspunktet har været en person med en overvidde på 80 cm og en højde på 150 cm, men det er let at ændre målene og tilrette størrelsen.

MATERIALER OG TEKNIKKER

Middelalderens materialer var uldstoffer, vadmel, hørlærred og til de mere velstillede silke og brokadestoffer i forskellige kvaliteter. Meget beklædning har været fremstillet i naturfarver, ex brun, råhvid og grå, men også re farverige dragter er forekommet. I skolen må man bruge materialer der ligner. fordi de oprindelige er kostbare i dag. Sjove materialer, bl.a. hørlagner kan findes i genbrugsbutikker, grå hundetæpper kan ligne vadmel, nervøst velour ser fornemt ud, men er billigt. Undgå stoffer med trykt mønster og meget syntetiske, stærke farver. Hvis man bruger snydepels, så skal det ligne ulv og ræv og ikke leopard. Måske har skolen et antal hvide, neutrale Luciakjoler, der kan gå for at middelaldersærke, så behøver man kun at sy en overkjole, for at være. standsmæssigt påklædt.

Teknikkerne må vi gå på kompromis med, brug symaskinen og overlocken men fortæl eleverne, at de oprindelige dragter var syet i hånden.

LITTERATURLISTE

John Peacock: "Moden gennem 4000 år", Politikens Forlag
Else Marie Gularp: "Hurusom man sig kladde", Gotlands Fornsal, Nationalmuseet
Rikke Agnete Olsen: "Lille Margrethe og andre børn i middelalderen" Nationalmuseet
Henny Harald Hansen: "Klædedragtens Kavalkade" s. 38- 43, Politikens Forlag
R.Broby Johansen "Krop og klær", s. 111 -132, Gyldendal
Marta Jonsson: "Medeltidsveckan på Gotland" ISBN 9 129 61531 3
John Peacock: "Costume 1066- 1990" ISBN 050027791 5
Julia Tompkins: "Stage costumes and how, to make them" ISBN 0 27,3 01162 6

MUSEER MED MIDDELALDER DRAGTMØNSTRE:

Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, København K
Køge, museum, Nørregade 4, 4600
Køge Museet Ribes vikinger,
Odins Plads, 6760 Ribe.
Bornholms middelaldercenter, Stangevej 1, 3760 Gudhjem, Tlf 56 49 83 19
Middelaldercentret, Ved Hamborgskoven 2, Sundby L, 4800 Nykøbing F, tit 54 86 19 34
Stockholms Medelods Museum, Strömparterren, Norrbro, 100 12 Stockholm

UDSTILLINGER I EFTERÅRET

Søg på adressen : http://www.kultunaut.dk/ og find udstillinger og arrangementer i dit eget område.

STRUDHÆTTEN er middelalderens karakteristiske hovedbeklædning, den blev båret af både mænd og kvinder. Sunde, kunne være meget lang og bruges til at slynge om halsen som en slags halstørklæde. Når hætten var slået ned, fungerede den som krave. Skulderslaget kunne forlænges, så det blev til en hel kappe. Strudhætten kræver meget stof, så det var almindeligt at den blev stykket sammen af flere dele.




KALOTTEN er en lille hue i 6 dele, so blev brugt af mænd og drenge. Sy de 6 dele sammen og tilpas kalotten på hovedet. (Målene svarer til en hovedvidde på 60 em). Kalotten kan afsluttes med en kant forneden eller blot bukkes om.




KYSEN blev brugt af unge piger og er sød i hvidt bomuldsstof. Kysen sys sammen midt bag fra nakken og op til midt på hovedet. De brede forkanter bukkes til rangen og stikkes fast, kysen lægges op forneden, og ca. lille stykke elastik sys fast i nakken ( i stedet for rynker ), så kysen får facon.




TØRKLÆDET er den mest enkle måde for en kvinde at skjule sit hår og dække sit hoved med. Brug et tykke tyndt hvidt, kvadratisk stykke stof, fold det til en trekant og bind snipperne foran. Det er passende hovedbeklædning for en tjeneste- eller bondepige.




SLØRET er en anden måde at dække håret på. Brug et stykke tyndt, hvidt stof og afrund evt. hjørnerne, så sløret bliver ovalt. Til at holde sløret på plads kræves enten en krone eller en krans.




KRANSEN klippes fx. i nervøst velour, så den kan strækkes på den lange led, så sidder den bedre på hovedet. Et stykke pladevat klippes i samme mål, fyldes med pudefyld og zigzagges sammen, så man har en lang, blod pølse. Velouren foldes og sys sammen på den lange led, men lad ca. 5 em stå i hver ende. Velourrøret trækkes henover pladevattet, og de to ender puttes ind i hinanden, sørg for at fyldet er jævnt fordelt. Prøv kransen og se, om den passer. Velouren lukkes med syninger i hånden. Nu kan kransen pyntes med bånd eller lignende.




KRONEN Klip først mønsteret ud i vieledon eller andet kraftigt stivende materiale. Beklæd formen med stof, gerne strækbart og stryg det på, men sørg for at der er rigeligt med sømrum. Sy kronen sammen i siderne, buk stoffet om på indersiden og sy det fast i hånden. Også denne model egner sig til videre udsmykning




VÅBENSKJORTER blev brugt af riddere udenpå rustningen i kamp, - så man tydeligt kunne se, hvilken herremand den enkelte kæmpede for. Våbenskjorterne kunne have forskellige længder, men var de fodlange, var det nødvendigt med en lang slids foran, der sikrede bevægelsesfriheden. Også heste kunne bære en dragt i de samme farver. Våbenskjorterne havde forskellige udformninger, men var som navnet antyder inspireret af herremandens våbenskjold både hvad farve og udsmykning angik. Her er der gode ideer at hente i heraldikken. Skjorten blev holdt sammen af et bælte, så var der også plads til sværdet. En rigtig ridder har også brug for en vimpel til sin lanse, eller et banner til at hænge udenfor borgen.




OVERKJOLE Den samme helt enkle form kan også bruges som en overkjole. Hvis den sys op i blankt silke-lignende stof og kantes med borter og bind, passer den til en adelsdame, sys den derimod i en enkel mørk farve, bliver man til nonne eller anden gejstlig person. Overkjolen kan også skrås ud forneden og tilpasses med store ærmegab.
Kjolen bæres altid over en ånden kjole, en underkjole eller særk, som kan være af mere simpelt stof. A. Kjolen kan lukkes i siden med snører eller to store knapper og en kæde. B. Båndene kan bukkes, så de følger ,,lidser og hjørner.






SKO Helt enkle middelaldersko kan konstrueres udfra en trekant. Trekantens højde bestemmes af fodens længde, her passer målene til en str. 37. Trekanten foldes og sys sammen midt bag. Fold på tværs og sy ca. 4 cm så der dannes en hæl. Sy skoen sammen midt for, men lad 17- 20 em stå foroven, så foden kan komme ned i skoen. Den resterende kant bukkes ned som en slags krave. Prøv skoen og tilpas den ved at sy på tværs af bien fra vrangen og klip det overskydende stof af. Hvis skoene skal være spidse snabelsko, lader man bare spidsen være. Skoene holdes på plads af et snørebånd, der vikles om ankelen.




HOSER var en slags benvarmere. Der kunne være fødder, og de kunne også være så lange, at de blev bundet til bæltet og fungerede soen to løst bukseben.
I stedet for løst bukseben kan man sy- gamachelignende bukser og gerne med tofarvede ben.
Stunthoser går til knæene og bæres sammen med sko.
Der er slidser ved vristen, så de sidder bedre; og de holdes på plads til underbenet med en snøring.




KJORTEL Mændenes kortel kunne gå til midt på lårene eller til knæene, vidden blev holdt til i livet med et bælte.

Kilerne betød, at man udnyttede stoffets bredde fuldt ud, flere kiler kunne også sys sam-men til en hel, hvis det var det mest økonomiske. Kilerne blev sat ind i siden og nogle gange også midt for og midt bag. I lusk at kilerne ikke behøver at være helt spidse, så er de lettere at sy på.

Enkel kofte der lukkes foran med knapper, gerne totarvet.

Kjortel med vidde, som Bockstenmandens. Halsudskæringen har indvendig belægning og en lille slids foran, der lukkes med et spænde.

Hellang kjortel uden lukning, dekoreret med borter og pelsværk kunne bæres af særlig fornemme folk, gerne udenpå en slags kjole.





KJOLE Kvinderne bar soen regel to, hellange kjoler. De to kjoler kunne være næsten ens, hvor overkjolen var i uld og inderkjolen i hørlærred. Ofte var yderkjolen mere udringet, så man kunne se den anden kjole. (Se også afsnittet om overkjoler ).

Kilerne på kjolen starter lige under brystet eller ved taljen og kan evt. også sættes ind midt for / midt bag. Syteknisk er spidsen af kilen, (der ikke skal være helt spids) det ømme punkt, denne arbejdsproces kan gøres lettere ved at have en gennemskæring enten på tværs (A) eller langs (B) af forstykke og bagstykke. Kilerne kan være af et andet stof end selve kjolen, det giver en dekorativ effekt, udover at det kan være meget økonomisk.

Særkens halsudskæring er så stor, at den bare kan trækkes over hovedet. Særken kan også sys uden ærmer.

Borgfruekjolen har hængeærme og en mere tilpasset form. Her er udgangspunktet et mønster med sænket skulder, ærmegab og ærme med lille kuppel, ens for og bag. Udfra det enkle ærmemønster kan hængeærmet konstrueres som eksemplet viser. ærmet kan forlænges så meget, som man ønsker, det kan gå helt til gulvet.

Overkjole med "Helvedes vinduer" som man kaldte de meget dybe ærmegab, der gav frit indkig.
Bånd og borter foldes, så de følger formen på slidser og udskæringer.






KAPPE Bockstenmandens kappe var konstrueret som en halvcirkel. Den er meget enkel, og kan gøres så lang, som man ønsker, men den kræver meget stof. Hvis kappen får indsnit midt bag i nakken og evt. for, sidder den bedre på skuldrene. Fortil lukkes den med et spænde.

En anden kappeform udnytter stoffets bredde bedre. Ryggen lægges til fold og vidden tilpasses efter skuldrenes bredde. Skuldrene rundes lidt, hvilket kan gøres direkte på personen, så kappen sidder godt. Kappen kan laves med hætte, lille kinaflip eller indvendig belægning. Den kan kantes med skind og lukkes med to store knapper og et bind foran. Kappen behøver ikke at kunne lukkes helt tæt. Det var almindeligt, at man kunne se kjolen eller koften under.







Skrevet af: Anni Juul og Mette Jørgensen
Kovertering fra JPEG til HTML: Christen Lorensen
Tak til Mette Jørgensen for tilladelse af publicering af denne publikation og til Jeppe Permin for opsnusning af denne publikation.

Printervenlig version af denne artikel

Anbefal denne artikel til en ven