Fra Sigøjnerprinsesser til Sisters of battle og videre til scenariearrangør

[Nynne Søs Rasmussen]

Dette er en artikel som er blevet til på baggrund af krigsliveprojektet piger i panser og som har til formål at diskutere kvinders generelle position i liverollespilsmiljøet. Denne artikel er et udtryk for forfatternes generelle holdninger på området og er ikke nødvendigvis et udtryk for foreningens eller projektgruppens grundlæggende holdninger. Derudover skriver vi på baggrund af vores erfaringer i det københavnske livemiljø og vores erfaringer fra projektet til krigslive V. Vi håber at kvinder såvel som mænd fra alle dele af miljøet har lyst til at bidrage til diskussionen på en sober og konstruktiv måde.

Projektet piger i panser:
En regnfuld dag var vi fulde og i oprørshumør og en ophedet diskussion førte til drømmen om at lave et hold kun bestående af kvinder, som skulle tage til Jylland og bevis at vi sagtens både kunne slås og organisere et hold, med alt hvad det medfører. Vi var trætte af altid at skulle gemme os i kroen når orkerne kom, at skulle være kropige, kogekone, sygehjælper, eller i bedste fald at skulle være fanebærer eller musikant. Vi ville gerne have et hold hvor kvinder kunne være kaptajner, sergenter, holdledere og økonomiansvarlige. Alt det som kvinder kun sjældent er. Vi ville gerne have kampudstyr der passede og træde, kæmpe og falde på (Narnia)slagmarken som ligeværdige soldater.

Vi søgte og blev tildelt 31500kr. fra DUF-initiativstøtte, som blev brugt på udstyr og lækkert grej til scenariet og som i dag ligger i en stor kostumepulje tilgængeligt for andre kvinder. Der udover oprettede vi en facebook gruppe med 200+ medlemmer (både mænd og kvinder). Facebookgruppen var på mange måder, et rigtigt godt middel til at rekrutterer medlemmer, at gøre opmærksom på projektet og at modtage opbakning igennem. Vi endte med et hold på 17 piger mellem 18 og 30 år, fra alle dele af miljøet, herunder to som aldrig havde spillet rollespil før. Vi kom til Jylland og havde en fantastisk oplevelse ; vi blev rost for vores attitude, vores måde at slås på og vores udstyr.

Gennem forløbet mødte vi utrolig stor opbakning fra rigtig mange mennesker i miljøet og uden den opbakning til udstyr og træning ville projektet ikke været blevet den succes vi betegner det som i dag. Men, vi mødte desværre også en del fordomme på vejen til Jylland. En del stillede spørgsmålstegn ved vores ambitiøse produktion af grej, og andre ved vores evner til at enes og organisere et projekt med så mange penge involveret.

Nogle af de ting der fik os til at tænke undervejes og som vi gerne vil have til debat er, hvorfor der blev stillet spørgsmål ved vores evne til at administrerer projektet og de penge der var involveret? Hvorfor så mange mennesker sagde, at vi ikke kunne gennemføre projektet uden af det blev til en ”hønsegård”?

I følgende afsnit ønsker vi fortælle om de tanker var har gjort os på det område og lægge op til en bredere debat, der tager os udover krigslive til noget mere generelt.

Fra 16 år på skødet til projektsamarbejde
Det er vores indtryk at piger tit bliver overset i arrangørsammenhæng. Der står sikkert piger/kvinder lige nu der gerne vil have foden inden for døren til arrangørland. Og så ville mange måske sige – jamen så gå dog ud og arranger noget – men det er ikke, det det handler om. Det handler om at, før man begynder at arrangere noget, vil man gerne have noget projekterfaring. Det er vores indtryk at de unge drenge i langt højere grad bliver hevet ind i projektgrupper, får en hånd med på vejen eller et godt råd stanget over barendisken. Spørgsmålet er om det forholder sig sådan og i så fald hvorfor?

En tanke kunne være at der ikke eksisterer en mentorordning for piger, der godt vil have foden indenfor. På sammen måde som der findes en gruppe af aktive, mandlige arrangører i København til at tage de unge drenge ind, så finders der ikke et kvindeligt alternativ. Som eks. var den ældste i styregruppen piger i panser 22 år. Der mangler med andre ord, faste aktive kvindelige arrangører, som ikke kun spiller en rolle når det kommer til at arrangerer scenarier, men som også er godt socialt forankret i miljøet og derfor tilgængelige for yngre kvinder som os.

En anden ting vi har overvejet kunne være et problem er den måde hvorpå unge piger bliver indsluset i miljøet og den måde de vokser i det på. Det er vores indtryk at mange piger startede med at spille rollespil, som ene pige i en social gruppe, måske indført af en kæreste. Det kan være et problem at blive taget seriøst senere hen, hvis man som 16årig har nydt godt af ”male attention”. Vi håber på at foreningen Piger i Panser kan tilbyde en alternativ vej ind i miljøet, men om det lykkes ved vi ikke endnu.

En mere generel overvejelse af miljøet og pigers position, knytter sig til at det til tider er vores indtryk, at man skal råbe rigtig højt og have rundsave på albuerne, hvis man skal høres. Som yngre kvinde, uden projekterfaring og uden en mentor til at støtte op om en, kan det være vanskeligt at gøre sin stemme hørt. Bl.a. på liveforum hvor anciennitet bliver vægtet meget højt, hvis man skal tages seriøst.
Derudover kan der været noget ved selve mediet ”rollespil”, og de fiktioner vi arbejder med, som kan være med til at kvinder har svært ved at markere sig. Den meget brugte fantasy-setting lægger ofte op til traditionelle historiske kvinderoller, på trods af at man i selvopfundne fiktioner har mulighed for at gøre op med det. Mange kvinder har det med at spille passive roller. Defineret som roller der er afventende og som afhænger af andre roller til at skabe spil for sig. Hvis dette er de observationer som unge kvinder gør sig, de første år de spiller rollespil, er det måske en af kilderne til problemet: At de ser at arrangørerne er mænd, at fiktionen lægger op til traditionelle kønsroller, at den gruppe de interagerer socialt med for det meste er mænd og at der ikke er nogen ældre piger, der tager dem i hånden og hjælper dem både ingame og offgame.

En sidste mulighed er at der rent faktisk er noget om klicheen. At vi bliver til en hønsegård og at vi er for dårlige til at tage kontakt til hinanden og lære noget af hinanden. Det var bare ikke den erfaring vi gjorde os under vores projekt.

[Nynne Søs Rasmussen]

Er der overhovedet et problem?
Vi mener jo overordnet at der er et problem. Der mangler piger til snakkeklubsmøderne, der mangler piger i foreningerne og i bestyrelserne. Der mangler piger som markerer sig til scenarierne, på liveforum og der mangler kvindelige arrangører, som er villige til at dele ud af erfaring.

Vi tror på at vi skaber de bedste ting, når både mænd og kvinder arbejder sammen og derfor er dette også et debatoplæg til mænd. Vi mener ikke at det er mændenes skyld, eller kvindernes for den sags skyld. Men vi vil gerne gøre opmærksom på problemet og have det til debat. Og ja, vi kan godt føle, at vi ikke kan få foden inden for og nogle gange bare hamre hovedet mod en mur. Men det handler ikke om, at vi vil have tingene på et sølvfad. Vi vil bare gerne have lov til at oparbejde erfaringen til at gå ud og lave vores egne projekter. For der er rigtig mange derude der gerne vil, men som ikke ved hvor de skal begynde.

Hvor går vi hen?
Piger i panser er et lille skridt på vejen. Det giver os mulighed for at give nye piger en vej ind og det giver et kreativt forum hvor kvinder bakker op om kvinder. Men vi tror der kan gøres mere. Ikke kun i et forum for kvinder, men i fora hvor mænd og kvinder interagerer, som ude i foreningerne eller her i tanker og erfaringer. Det er her jeres tanker og erfaringer kommer ind i billedet. Hvordan får vi kvinder til at markerer sig i miljøet, om ikke for vores skyld, så for de kreative ressourcer der kommer om nogle år.

Nynne Søs Rasmussen
Ann Kristine Eriksen

[hp]

Hurra for at nogen endelig gør noget!

Jeg har gennem 10 år forsøgt at skabe nye kvindelige arrangører - og det har været svært, men muligt.

Min erfaring er, at hvor kvinder findes kommer flere til.
Et enkelt eksempel: Jeg har gennem tiden haft 30-40 ungdomsskole-hold. Det var dengang helt tydeligt, at det var meget svært at få enlige piger til at befinde sig godt på holdene. De måtte gå meget på kompromis med deres personlighed, for at passe ind.
Men kom der først en lille flok piger; et venindepar eller flere, så ændrede pigernes rolle sig straks til det bedre og mere inspirerende. Når først en kvindekultur var etableret på et hold var den næsten udødelig og i en årrække efter etableringen ville andelen af piger stige. Den højeste andel piger jeg har haft som holdelever er dog omkring 40%.

Det samme gør sig i min erfaring gældende i foreningssammenhæng. Enlige piger i bestyrelser lider. Men lige så snart der kommer flere, så hjælper det - og jeg kan da huske enkelte foreninger, der har været kørt og tegnet af piger/kvinder.

Så altså: Sørg for at piger og kvinder ikke står alene med deres køn. Marker, at 2 besyrelsespladser i alle foreninger bør besættes af kvinder hvis det på nogen måde er muligt. Lad det samme gælde i arrangør-grupper.
Brug eventuelt LR som middel til at nå målet.

Mit håb er, at det lykkes jer at etablere en ny måde at være kvinde/pige på i rollespil. For den måde kvinder indgår i rollespil i dag medfører efter min mening et enormt spild af potentiale.

Hurra for det stærke mod- og medspil. Med eller uden panser.

[Ida Tjell]

Det er en skide spændende diskussion - godt at I tager den op. Men det er også en virkelig svær diskussion - for jeg tror at det er svært at finde forklaringer uden at ende i en diskussion af køn generelt.

Men en af de ting, som I nævner er problemet med de "unge piger" i miljøet og hvordan de bliver behandlet på, er noget som jeg også har undret mig over - måske fordi jeg ikke var så "ung" da jeg kom ind i miljøet. Er det der vi skal være bedre til at skabe netværk på tværs af aldersgrupper, så de også bliver udsat for andet end "male attention"?

[Claus Raasted]

Jeg synes det er fantastisk, når der er mennesker der tør sige "Vi vil!".
For det giver hak i tuden at gøre det - ligegyldigt om man er mand, kvinde eller pingvin. Og jo flere vi får (af begge køn) der tør tage nogle hak fordi de eksperimenterer, jo mere spændende rollespil, miljø og mennesker får vi.

Personligt sagde jeg for første gang i 2001 til scenariet Legendernes Tid V, at enhver kvindelig spiller der ville have en bestemt rolle kunne få den - i et forsøg på at følge op på en af datidens debatter med et konkret tiltag.
Kom der læssevis af kvindelige tilmeldinger som borgmestre, overskurke eller generaler? Nope... men det betyder heldigvis ikke, at lignende tiltag ikke kan have en effekt nu.

Så i stedet for at diskutere hvem der er skurkene, heltene og det tavse ligeglade flertal i rollespillets kønskamp, så vil jeg hellere gøre noget konkret. Ikke fordi diskussionen ikke er vigtig, men fordi jeg som foreningsleder og aktiv scenarieskaber kan gøre en større forskel på det konkrete område end f.eks. HP, der dog kan have mindst ligeså meget klogt at sige i debatten.

Derfor...

1) I JRK/Rollespilsfabrikken har vi en konkret kønspolitik. Den er ret simpel og går i sin enkelthed ud på, at man ikke må se ned på folk (af begge køn) fordi de har været "around". For hvis man skal "male attention" problemet til livs, så skal man slå ned på dem der taler skidt om piger fordi de har knaldet rundt i en forening. Man skal selvfølgelig også slå ned på dem der ikke accepterer hankøn, der har været rundt, men med vores nuværende kønsfordeling er det sjældent et problem. Den politik så jeg gerne andre foreninger/grupper tage til sig.

2) Mennesker (of both sexes) skal vove sig lidt udover deres rutine-zone. Når jeg spørger hvem der vil hjælpe mig til et scenarie er der flere piger der siger de godt vil hjælp med maden og flere unge, smukke mænd der godt vil køre varevognen. Hvis I vil noget alvorligt, så bevæg jer udover jeres ekspertiseområde fra tid til anden. Nynne og Ann, jeg forventer at der er folk fra Piger i Panser der i den kommende tid siger "Vi vil være med til at drive forening! Vi vil være med til at lave ting! Vi vil ikke bare sy og lave mad!". Og hvorfor skriver jeg det her i stedet for bare at sige det til de to unge damer, som jeg udemærket kender? For jo flere mennesker der er bevidste om ens idealer, jo mere forpligter det gerne.
Og en note omkring rutine-zoner. Det gælder selvfølgelig for begge køn, at folk skal komme ud over stepperne noget mere.

3) Bekæmp realisme-bølgen!
Birgitte Hollegaard (der i slut-90'erne var toneangivende og meget aktiv som scenariearrangør og spiller i det københavnske miljø) sagde engang "Hvorfor skal mændene bestemme i fantasy? vi accepterer orker og gummisværd, men ikke kvindelige generaler! Det er da idioti!"
Alligevel er der talrige fantasy-verdener hvor det er mændene der bestemmer, mændende der er stortroldmænd, sværdmestre og handelsfyrster. Kvinderne er højpræstinder eller sortelverdronninger hvis de er heldige og når vi ikke har velbeskrevne fantasy-verdenenr fylder vi hullerne med middelaldernormer... og hovsa, hvad betyder det? Not good, I tell you.
Vi prøvede at gøre en forskel med Legendernes Tid-verdenen, der bevidst var kønsneutral og skrev det i vores tekster. Alligevel sloges vi med skæve roller i forhold til køn til LT-scenarierne.
Så derfor siger jeg:
Fuck realisme og kål-rollespil, med mindre der er en pointe med det. For selvfølgelig må man spille 1715 med medfølgende kønsroller, men med mindre man har en idé med det er der ingen grund til, at alle fantasy-riger regeres af konger.

4) Respekter dem der gør. For ellers er det svært at være et forbillede.
Hvorfor har ingen nævnt Elsebeth fra RIPEN som forbillede?
Hun er foreningsformand og har været det i lang tid, hun er benhård og kompromisløs og hun er så langt fra 16 år og på skødet som man kan være.
Eller Nicoline fra ROS, som styrer ROS med hård (hun siger selv moderlig) hånd, er en del af LRs repræsentantskab har en datter der er noget tættere på 16 end hun selv er. Stinne fra Einherjerne var Krigslive arrangør, Rikke og Gitte fra Thyrf er begge centrale folk i deres forening og Elisabeth fra det gamle Hamillmark er en veritabel one-man army. Piger i Pansers egen Sofie Støvelbæk er arrangør i Hareskoven og en rising star.
Og de er kun nogle af dem jeg kunne nævne, og jeg kender langtfra alle aktive kvinder i det danske miljø. Hvis man vil have - eller vil være - forbilleder, så må man nogle gange kigge på nogle af dem der er anderledes end en selv, men som får ting til at ske. For respekt og love holder folk igang - ligegyldigt hvem eller hvilket køn de er.

Nå... jeg kunne rante langt og længe, men nu har jeg spyttet lidt ud på Liveforum. Og hvis nogen gerne vil lære noget af mig, så er jeg altid villig til at tegne og fortælle - ligegyldigt om man er en fyr på 40 eller en pige på 16. Men vigtigst af alt tror jeg jeg vil stikke til Nynne og Ann næste gang jeg ser dem, så¨de forbliver fuld af ild og forandringsvilje.

Claus
Kønskriger der rent faktisk tror det gør en forskel

[Nynne Søs Rasmussen]

Jeg vil bare lige kommenterre i forhold til Claus' punkt 4, og sige at vi selvfølgelig godt ved at der er masser af piger derude som kan og gør en hel masse. Og props til dem, uden Jofrid var Piger i panser f.eks. ikke blevet havlt så fedt, som det endte med at blive.

Så når vi efterlyser rollemodeller, handler det ikke så meget om at der ikke findes enkelt tilfælde, som vi kan lære meget af. Det handler ligeså meget om at der ikke (så vidt jeg ved) eksisterer en fælles front af kvindelige arrangører, der står sammen og deler erfaringer. Så betragt det hellere som en opfodring til alle de forskellige seje kvinder, der gemmer sig derude om at stå sammen og løfte i fælles flok.

Derudover bør jeg også nævne at Claus netop har gjort noget af det vi efterlyser, ved f.eks. at indrage mig som arrangør af "Dengang i Warhammer" et sommerscenarie sidste år, hvor jeg fik lov til at gøre nogle af mine første arrangør-erfaringer.

Så du kommer bare an, Claus... pointen er netop at vi kan og vil meget mere end bare at sy og lave mad

-Nynne

[Andrea Jørgensen]

Det er en interessant diskussion. Jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke troede (eller rettere sagt håbede), at den stadig var så aktuel, for overordnet set synes jeg, at der er en del piger/kvinder/hunkønsvæsner, der markerer sig i livemiljøet. Men jeg tæller måske også flere med i den sammenhæng, som i højere grad markerede sig for 5-8 år siden end i dag.

Der er rigtig mange spændende detaljer i de foregående indlæg, som jeg desværre ikke har tid til at kommentere på, så jeg holder mig til et enkelt:

Nynne skrev:
Så når vi efterlyser rollemodeller, handler det ikke så meget om at der ikke findes enkelt tilfælde, som vi kan lære meget af. Det handler ligeså meget om at der ikke (så vidt jeg ved) eksisterer en fælles front af kvindelige arrangører, der står sammen og deler erfaringer. Så betragt det hellere som en opfodring til alle de forskellige seje kvinder, der gemmer sig derude om at stå sammen og løfte i fælles flok.

Det er rigtigt - mig bekendt findes det ikke. Men er det mest for signalværdiens skyld, at de kvindelige arrangører skal gøre fælles front? For umiddelbart er der ikke den store forskel på kvindelige og mandlige arrangører - bortset fra kønnet.

Jeg vil under alle omstændigheder gerne bakke op om, at der kommer flere kvindelige arrangører. Ikke fordi, det er noget særligt ved lige præcis kvindelige arrangører, men fordi det skal være helt naturligt for både kvinder og mænd at være arrangører. Der skal ikke være noget eksotisk ved, at en arrangørgruppe enten består helt eller delvist af kvinder.

[Susanne Meldgaard]

Super godt at I vil skabe et sted hvor kvinder/piger kan se, at de kan gå hen for at spille noget andet end kro-pige.
Jeg startede i rollespilsmiljøet i 2001 på Forum i København. Her syntes jeg også det var vigtigt at sige noget om kvinderoller og Claus Raasted kvitterede ved at tilbyde mig rollen som dommer i hans daværende scenarie. Som jeg med skam ikke tog imod.

Derudover har jeg i flere år stået lige på nippet til at melde mig ind i LR's bestyrelse (men af tidsmæssige årsager aldrig gjort det. Har dog lavet andet arbejde, som at vedligeholde hjemmesiden engang) og kender, blandt andre seje kvinder, Elisabeth fra Hamillmark. Jeg er redaktør her på LF (som mange andre) og jeg har stået i spidsen for den projektgruppe der lavede rollespilsjulekalenderen i 2006 og den blev en bragende succes.

Måske derfor har jeg aldrig tænkt over at kvinder ikke kunne side i bestyrelser. Og netop derfor synes jeg, jeres projekt er en god ting. For jeg tror der sidder for mange og tænker "Det er da ikke et problem" eller "jammen jeg er tilfreds med de roller jeg normalt spiller". Og man må gerne være tilfreds med at spille kogekone, man skal bare huske at fortælle de andre, at de kan blive lige præcis hvad de har lyst til, og nu (hvor muligheden er der) guide dem hen til nogen der kan hjælpe med at realisere drømmen. Ligesom i livet.

[Kåre M. Kjær]

En interessant debat der er bragt på bane her.

Først og fremmest; i mit nærmiljø ser jeg ikke særlig mange problemer med kønsfordeling. Uden at ville ryste en masse tal og ting op af lommen kan jeg nævne at TRoAs næstformand er en kvinde, at der i de 8 år jeg har været medlem af TRoA har været 2 formænd (forkvinder?) og tiden mellem mænd og kvinder på formandsposten har været nogenlunde ligeligt fordelt; såvidt jeg husker har der været kvinder i hovedarrangørgruppen for sommerscenariet de sidste 4 år (med et år med en kvinde som hovedarrangør) og den nuværende hovedarrangør for vores månedskampagne er en kvinde, som gør det ganske fabelagtigt (og desuden er aktiv i cirka en million andre ting i foreningen). Så jeg finder ganske stor sammenhæng mellem kønsfordelingen blandt medlemmer i TRoA generelt og kønsfordelingen i projektgrupperne.

Det eneste potentielle problem jeg ser er, at i mange tilfælde er de aktive piger/kvinder nogen der er blevet hevet ind gennem deres respektive kærester/ægtemænd, men så længe de indgår i projektsamarbejdet som ligeværdige partnere, så mener jeg ikke det er et reelt problem (og det vil jeg mene var/er tilfældet i flertallet af de projektgrupper jeg fremhæver ovenover).

Det er naturligvis ikke det samme som at der ikke er andre steder der er et problem, men jeg kan ikke se et umiddelbart i de kredse hvor jeg færdes, hvilket også gør jeg har lidt svært ved at se hvad der kan være kilden til problemet.

Men jeg kender da også godt miljøer, hvor der helt sikkert er et problem, men hvor jeg desværre i mindre grad har indsigt i de sociale mekanismer bag. Jeg tror i disse grupperinger det kan skyldes nogle toneangivende elementer som, af forskellige årsager, ikke ønsker at engagere piger kombineret med at de piger der er til stede accepterer dette helt eller delvist fordi "det er jo også meget sjovt at være med som kropige/skøge/prinsesse/hende-der-laver-mad".

Men jeg mangler egentlig lidt et konkret formål med diskussionen? Skal vi sidde her og blive enige om at der et problem? Skal vi komme med konkrete løsningsforslag? Skal vi komme med årsagen til problemet?

For mig fremstår det oprindelige oplæg mere som et manifest til hvordan forfatterne opfatter verdenen som så er forsøgt omskrevet til et debatoplæg, hvilket gør, at jeg, efter at have gennemlæst det et par gange, stadig står med et lidt uklart billede af hvad jeg kan bidrage med i denne debat? Jeg har forsøgt mig lidt på må og få ovenfor men føler ikke rigtig det er fyldestgørende i forhold til oplægget?

[Nynne Søs Rasmussen]

Andrea skrev:

Det er rigtigt - mig bekendt findes det ikke. Men er det mest for signalværdiens skyld, at de kvindelige arrangører skal gøre fælles front? For umiddelbart er der ikke den store forskel på kvindelige og mandlige arrangører - bortset fra kønnet.

Det skal ses i kontekst med det som mig og Ann skriver, med at det er vores indtryk at der en form for uofficiel mentor-ordning blandt drengene. Hvor der er nogle meget etablerede, erfarene og aktive lidt ældre mandelige arrangører, som er enormt gode til at tage sig af de yngre drenge og give dem en hånd på vejen. Her mener jeg at der mangler et alternativ for os yngre kvinder. Det er mit indtryk at de yngre kvinder til tider bliver oversete og kan have svært ved trænge igennem til mændende, og jeg tror at det ville være et skridt på vejen, hvis alle de seje, aktive kvinder der findes derude blev bedre til at stå sammen og hjælpe hindanden frem. Jeg håber at det giver mening, i forhold til dit spørgsmål.

Til Kåre:
Ilden er fri! Det er super fedt at høre om hvordan det ser ud andre steder i landet som f.eks. hos TRoA. Mere generelt så kunne jeg godt tænke mig en diskussion af:

-Er der et problem her? Mig og Ann har forsøgt at komme med et bud på hvor vi mener at kunne lokaliserer problemer og nogle af de årsagerne vi ser, men er der andre perpektiver?
-Konkrete løsningsmodeller: hvad kan vi gøre som mænd, kvinder, arrangører og foreninger for at kvinder markerer sig mere?
-Hvordan ser det ud for andre kvinder andre steder i miljøet?, hvilke tanker og erfaringer gør sig gældende der?

Derudover er det mit at håb at vi ved at gøre opmærksomme på diskusionen, alle sammen kan blive lidt mere bevidste om det og at det i sidste ende kan føre til forandring (Måske derfor maniest-stilen).

Jeg håber at det måske kan opklare lidt om, hvad det er vi gerne vil.

-Nynne

[Kåre M. Kjær]

Okay, det hjalp lidt.

Vi har da en flok yngre tøser i TRoA og det slog mig, at jeg har ingen anelse om hvilke af dem, der har interesse i at arrangere noget eller være med til det. Men blandt drengene har jeg en bedre ide - hvorfor denne forskel?

Jeg tror ikke på en kvinde-mentor ordning (eller en mande-mentor ordning for den sags skyld). Jeg tror på mentorordning på tværs af køn og afhængig af kvalifikationer og interesse, og jeg tror at det er det de fleste arrangører også tror på. Så hvorfor har jeg ikke et overblik over hvilke piger der har interesse i at lave noget?

Jeg tror det skyldes, at drenge er bedre til at kommunikere med og forstå andre drenge. Når disse løse mentorordninger opstår eller når gamle arrangører hiver nye folk ind i deres flok gør de det som ofte på baggrund af, at dem de hiver fat i direkte, eller indirekte har gjort klart, at de var interesseret i dette. Og et sådant budskab har måske svært ved at trænge over køns-kløften?

En tilgang, hvis dette er problemet, er at sige direkte hvis man har lyst til at få lidt mentor-hjælp eller være med til at lave noget. Det er selvfølgelig lidt en risiko at tage, for man risikerer jo en afvisning, men nogle gange er man nødt til at løbe en risiko for at kunne vinde.


En anden kilde til problemet kan være sex og/eller følelser. Det er jo et gammelt faktum, at folk i miljøet har sex og kæresteforhold på kryds og tværs og forhold opstår og går i stykker hen over tid. I det øjeblik der i en projektgruppe er folk af begge køn (eller en urepræsentativ stor del folk der føler seksuel tiltrækning til folk af samme køn - men lad os for nemheds skyld se bort fra denne situation) er der potentiale for en konflikt der i værste fald kan gå ud over projektet - jeg ihukommer i al fald en gang jeg har hørt en sådan situation beskrevet, men kan desværre ikke huske i hvilken sammenhæng.

Det er jo hverken pigernes eller drengenes skyld men en kombination. I og med at drengene er i overtal kan det så betyde, at drengene er tilbøjelige til at holde pigerne udenfor i frygt for at en sådan situation opstår.

[Andrea Jørgensen]

Originally Posted by Nynne Søs Rasmussen

Det skal ses i kontekst med det som mig og Ann skriver, med at det er vores indtryk at der en form for uofficiel mentor-ordning blandt drengene. Hvor der er nogle meget etablerede, erfarene og aktive lidt ældre mandelige arrangører, som er enormt gode til at tage sig af de yngre drenge og give dem en hånd på vejen. Her mener jeg at der mangler et alternativ for os yngre kvinder. Det er mit indtryk at de yngre kvinder til tider bliver oversete og kan have svært ved trænge igennem til mændende, og jeg tror at det ville være et skridt på vejen, hvis alle de seje, aktive kvinder der findes derude blev bedre til at stå sammen og hjælpe hindanden frem. Jeg håber at det giver mening, i forhold til dit spørgsmål.

Det gør det, men ligesom Kåre skriver i sit seneste indlæg, så synes jeg ikke, at det behøver at være en kønsspecifik mentor-ordning. Allerhelst så jeg en mentorordning, hvor der var erfarne arrangører af både han- og hunkøn, og hvor spektret af kvalifikationer var så bredt, at enhver arrangør-spire vil føle sig velkommen.

Vil det give mere tryghed og indbyde flere piger/kvinder til at opsøge en mentor-ordning, hvis den kun bestod af kvinder?

[Nynne Søs Rasmussen]

Det er vigtigt at pointere at jeg ikke snakker om oficielle "mentor-ordninger", meget ligesom Kåre, tror jeg ikke så meget på den ide. Derimod forsøger jeg at indkredse nogle mere skjulte sociale mekanismer, der gør sig gældende når vi drikker øl sammen, til scenarierne, til efterfesterne osv.

Jeg synes bestemt ikke at løsning nødvendigvis skal være kønsspecifik, men det er min grundlæggende tanke at hvis der var flere kvinder blandt "de gamle rotter" i miljøet ville det være nemmere for de unge kvinder at blive hørt, anerkendt og taget med ind.

Jeg er på rigtig mange måder meget ening med det Kåre skriver, og synes at det kunne være spændende at tænke videre i de baner.

-Nynne

[hp]

Originally Posted by Nynne Søs Rasmussen

Andrea skrev:


det er vores indtryk at der en form for uofficiel mentor-ordning blandt drengene. Hvor der er nogle meget etablerede, erfarene og aktive lidt ældre mandelige arrangører, som er enormt gode til at tage sig af de yngre drenge og give dem en hånd på vejen. Her mener jeg at der mangler et alternativ for os yngre kvinder.

Jeg vil lige nævne, at jeg altid har forsøgt at oplære piger - med svingende succes. Men jeg kan da nævne nogle, hvor det er lykkedes. Jeg har ledt efter arvtagere ligeligt både blandt piger og drenge.

Drenge er ofte mere direkte i at fremstille deres ambitioner end piger (på godt og ondt e.g. CMC, Nymark).

Men at der er en uformel mentorordning blandt mænd? Det tror jeg ikke.

Så modsat jer andre tror jeg faktisk på en formel positiv særbehandling i alle foreninger og arrangørgrupper.

Hvis vi (miljøet) rent faktisk forpligtede os til altid at have mindst to piger med i alle projekter og bestyrleser, så ville vi rykke meget og hurtigt.

Ja - der er ulemper ved ideen. Den er ikke perfekt. Men den kunne give en enorm udvikling på kort tid - og åbne øjnene for/hos nogle piger med skjult talent og ambition.

[Kåre M. Kjær]

Jeg synes det med tvungne medlemmer ud fra nogle bestemte kritierier (det være sig køn, geografi, alder, skostørrelse eller noget som helst andet) er en farlig retning.

For det første skal en projektgruppe kunne arbejde sammen. I sammenhænge hvor man er betalt for det man laver kan man i højere grad tolerere at arbejde sammen med folk man ikke så godt kan sammen med, men hvis det hele skal gå af frivillighedens vej, hvor det i sidste ende er lyst og interesse der er motivationen, har man brug for at arbejde sammen med folk man har lyst til at arbejde med. Så skal man ikke være tvungen til at tage folk ind man måske ikke kan med.

Derudover mener jeg at folk skal vælges på deres kvalifikationer. Nej, hvor ville jeg være bitter over at blive valgt til at være med til noget udelukkende på baggrund af at jeg var dreng - jeg vil da blive valgt fordi jeg er egnet til opgaven! Jeg kan ikke se det fremmende for min lyst eller motivation til at være engageret i et givet projekt hvis jeg blev valgt fordi ellers var reglerne ikke opfyldt.

Derimod har jeg ikke noget imod at opfordre folk til at vælge piger at arbejde sammen med, selvom effekten måske ikke er så stor. Jeg synes her man kan skele lidt til LRs gamle paragraf om valg af medlemmer til bestyrelsen. I paragraf 2 stod der: "Der tilstræbes en varieret sammensætning af bestyrelsen i forhold til geografi, køn og alder."
Dette er i mellemtiden blevet fjernet (af årsager jeg desværre ikke kan huske - måske fordi det i praksis ikke havde den store effekt) men jeg synes faktisk godt om det fordi det var ikke tvungen, men samtidig gjorde det at folk var klar over, at tidligere medlemmer ønskede, at LR var repræsenteret bredt og det burde man tænke over når man stemmer. Ingen tvang, men en henstilling.

[hp]

Jep - men det er en ideologisk/politisk debat, som jeg ikke synes at vi skal tage her, Kåre. I Sverige og Norge har man større tradition for positiv særbehandling end i Danmark. Og de har større grad af ligestilling end Danmark har. Jeg har set god effekt af positiv særbehandling (e.g. Pentacon 1994-95).

Jeg tror ikke, at vi to kan overbevise hinanden - men nu er ideen om positiv særbehandling givet videre. Gid den bliver brugt.

Lad os få flere/nye ideer og erfaringer på banen i stedet for at fordybe os i denne.

[Kåre M. Kjær]

Fair - at blive enige om, at vi er uenige er også et acceptabelt resultat af en diskussion.

[Louise Boye Christensen]

Jamen er det vanskeligt at komme som pige/kvinde og blive arrangør? Jeg har aldrig oplevet det. Måske var det bare anderledes i "gamle dage" hvor man mødte op og var aktiv i sin forening og spurgte til, hvor man kunne hjælpe og vupti kunne man arrangere, sidde i bestyrelsen og lignende.
Jeg vil ikke vælge at arbejde sammen med en pige/kvinde blot på grund af kønnet, men jeg vil vælge at arbejde sammen med en, som vil arbejde.

[Kathrine Abel]

Nu er jeg selv bestyrelsesmedlem i Ripen, og har her intet indtryk af at der skulle være forskel ml. mænd og kvinder. Vi er faktisk 4 kvinder ud af 8 bestyrelsesmedlemmer, og jeg tror (sådan uden at have de konkrete tal) også at en stor del, om ikke i nærheden af 40%, af vores medlemmer er kvinder.
I vores scenariegruppe sidder der pt. 2 kvinder ud af 5.

Nu kan det selvfølgelig godt være at jeg tager fejl, fordi jeg ikke kender så meget til 'situationen' rundt om i det ganske land, men umiddelbart ser jeg ikke noget problem inden for fordelingen af mænd og kvinder. At der ofte er flere mænd der arrangerer handler vel i bund og grund om at rollespil i mange år har været præget af mænd som deltagere. At vi idag ved at kvinder er mindst ligeså interesserede og deltagende gør vel bare at der med tiden vil komme flere kvinder til på arrangørposterne?

Jeg tror at tiden vil bringe flere kvinder til, og jeg må nok indrømme at jeg tvivler på at evt. tiltag som mentorordninger osv. vil hjælpe synderligt på det. Det handler nok mest af alt om at vi kvinder skal være bedre til at formidle vores ideer og visioner ud, og rent faktisk gennemføre dem på trods af evt. modstand!Det er dog sådan alle projekter starte.

Men det kan da være at der ér behov for flere tiltag for at få aktive kvinder inden for dansk rollespil, og at jeg blot ikke ser det fra min bestyrelsespost i Ripen. Hvis dette er tilfældet ville jeg være meget interesseret i at høre hvor de konkrete 'problemer' ligger.

[Michael G. Nielsen]

-Er der et problem her? Mig og Ann har forsøgt at komme med et bud på hvor vi mener at kunne lokaliserer problemer og nogle af de årsagerne vi ser, men er der andre perpektiver?

Der er et problem. Ikke at jeg syntes det er et stort problem, men nu kommer jeg, som Kåre, også fra TRoA. Jeg har dog bemærket det andre steder at kvinder har haft en væsentligt mindre del af indflydelsesposter især i områder hvor der er en væsentlig større andel af kvinder i forhold til mænd. Hvor besynderligt det end lyder.

Det er en kombination af mange ting, der gør at kvinder generelt har færre magtpositioner end mænd.
- Kvinderne er f.eks. færrest og antallet af kvinder der rent faktisk når de høje positioner er derfor også færre. Hvis man da antager at kvinder og mænds lyst til at arrangere eller at spille store roller er den samme, hvilket det nok egentligt ikke er. En rundspørge kunne løse det spørgsmål.
- Færre rollemodeller af det kvindelige køn medfører et forvrænget billeder af kønnenes kompetencer. Hvis fordelingen siger 30/70 så går de fleste folk antageligt og tror det er grundet kvindernes manglende kompetencer.
- Kærlighedsproblemer og medbragte kærester er også en stor del af problemet.
- Forståelseskløften mellem mænd og kvinder er også en del af problemet, som Kåre nævnte. Det er nemmere og mere nærliggende for mig at snakke med mænd, end det er at snakke med kvinder. Jeg føler mig mere sikker og forstår nogenlunde de sociale processer der foregår. Når det istedet er en kvinde ved jeg det ikke altid helt så godt hvad der foregår. Det er selvfølgelig en generalisering og i nogen grad en overdrivelse.
- Undertrykkelse er også en del af problemet. Der bliver talt ned om kvinder i visse tilfælde. Om det er for sjov eller alvor er sagen uvedkommende. Primært fordi det ikke altid er nemt at se forskel på det. Det største problem er ikke at det sker, men at det åbenbart er socialt acceptabelt.

-Konkrete løsningsmodeller: hvad kan vi gøre som mænd, kvinder, arrangører og foreninger for at kvinder markerer sig mere?

Der er intet galt i at skabe positiv særbehandling på andre måder end den meget konkrete måde som HP nævnte. Hvordan bliver en person valgt til arrangør? Godt omdømme eller gode egenskaber. Det første kan produceres i form af PR. Hvis man hjælper hinanden og taler fint om hvor godt det er gået personer istedet for hvor dårligt, kan man hjælpe hinanden op. Hvis man øver sig på at være arrangør og går til hånde med en masse ting under både foreningsarbejde, fester og arrangørarbejde skal der forhåbentligt ikke gå lang tid før man forhåbentligt bliver anerkendt. Det at lave en masse arbejde er jo alligevel det man stræber efter, hvis man vil være bestyrelse eller arrangør.

Mænd: Lav lidt positiv særbehandling. Du kan f.eks. spørge om hun har lyst til at deltage i noget? Evt. bare som hjælp i starten. Hvis en kvinde siger hun godt vil i bestyrelsen, så hjælp hende. Hvis hun godt vil i en arrangørgruppe, er der bare en mere til at tage slæbet. Der er ikke så mange kvinder i samme situation som dig selv hun kan gå til. Det tager nok lidt tid at fortælle hvordan man fører en valgkampange eller lignende, men det går nok.

Kvinder: Jeg vil opfodre kvinderne til at fortælle folk hvad de gerne vil ha. Det slår ingen skår af nogen at vide at en person ønsker at stille op til bestyrelsen eller gerne vil arrangere et eller andet.Man kommer ingen steder uden enten mændenes accept, som ovenstående, eller et kvindeligt samarbejde. Så i skal også samarbejde. Sørg for at få valgt et par kvinder ind i bestyrelsen, så har i nemmere ved det næste gang. Gå sammen om at lave nogle scenarier.

Hvordan ser det ud for andre kvinder andre steder i miljøet?, hvilke tanker og erfaringer gør sig gældende der?

Det ved jeg ikke så meget om.